--- --- ---
En gang for længe, længe siden var døden endnu
ikke kommet til vores jord.
Hverken dyr eller mennesker kendte til døden, - alle levede bare videre, i evighed.
Men både mennesker og dyr blev ved med at få børn, unger & kid, så der blev hele tiden flere og flere.
For hver dag kom der flere der spiste græsset, bladene og træernes
frugter, flere der sled på jorden, flere der grisede og brugte vandet.
Guden Mauskop der havde været med til at skabe det
meste af Jordens liv, kunne se at der måtte gøres noget. Han
måtte sørge for at der ikke blev så mange på jorden,
at den bliver ødelagt til sidst - brugt & slidt op ! Så
ender det måske med at der slet ikke kan bo nogle til sidst.
Så Mauskop gik til mennesker & dyr, og sagde -"I er
ved at blive alt for mange her på Jorden. Den kan snart ikke tåle
at i bliver flere. - Derfor bliver i nu nød til at vælge mellem
to ting:
- Enten holder I op med at føde børn, så I kan leve så længe I vil, uden at blive for mange.
- Eller I kan indføre - døden - Hvis I begynder at dø
- dem af jer der er blevet gamle, har levet et langt liv og oplevet nok - så vil der til gengæld blive plads
til nye, der også kan komme ind og være her på Jorden
en tid, uden at det vil ødelægge Jorden."
De blev enige om at holde et møde - eller rettere
to møder. Alle mændnene, hingstene, tyrene, hanerne og hannerne
gik sammen til et møde. Alle kvinderne, kør´ne, hopperne,
hønerne & hunnerne holdt deres møde.
Mændene & hannerne blev hurtig enige om den sag
- selvfølgelig ville de bare holde op med at få børn.
Så behøvede de aldrig at være bange for at dø,
eller skulle sige farvel til nogle de holder af.
Så gik de over til kvinderne & hunnerne, der
havde samlet sig i en stor beskyttende ring. De så slet ikke ud til
at være i gang med et møde. De stod alle sammen og glædede
sig & morede sig over deres små babyer, føl, unger, kalve,
killinger & kyllinger, som legede & tumlede rundt inde i den store
rundkreds -"Fnis fnis, se den hvalp, han prøver at fange sin egen
hale !" -"Se de tre der, de har viklet sig helt ind i hinanden" - og -"Er
hun ikke kær, hende den lille der !?"
"Hhmm ! Hhmm !" - mændene prøvede at se hvad der foregik -
"Hvad laver I, jeg troede I skulle holde møde, ikke pjatte & fnise - sagde en af
mændene - "Det kan vel ikke tage så lang tid at beslutte, at vi skal holde op
med af føde de der besværlige & larmende unger, hvis vi til gengæld
kan fortsætte med at leve evigt."
"Det kan godt være at I har besluttet jer, men I
skal nu ikke være så sikre på at vi mener det samme. Fordi
vi har lagt mærke til, hvor mange gode ting børnene kan give
os" - sagde den ældste af alle kvinderne. Hun rejste sig langsomt
på sine trætte gamle ben, mens hun kiggede hele cirklen rundt - "Vi ved
at der hvor der er børn, der skal altid være varme, mad &
drikke. Der er altid tid til hygge & glæde.
Børnene fornemmer og ser ting som de fleste voksne ikke ser. De små kommer lige fra skaberen, de er endnu
ikke ødelagt af de voksnes dårlige vaner. Derfor kan vores
børn bringe os hilsner fra skaberen og minde os om vigtige ting
vi ellers vil glemme.
...Det kan godt være at I mænd, hingste, tyre, haner & hanner synes vi skal
holde op med at få børn. Men da det er os kvinder, kør, hopper, høner & hunner
der føder børnene, bliver det også noget vi kan bestemme, ligegyldig hvad I mener. - Sagde hun - Og vi
vil ikke holde op med at føde børn, føl, unger, kalve,
kyllinger & killinger, så vil vi hellere dø når
vi bliver gamle, for at give plads til nogle nye efter os."
Og kvinderne besluttede, at de nu ville begynde at holde fødselsdagfest, hver gang et nyt menneske kommer til verden, lige såvel som at de nu skulle til, at holde begravelser for dem der dødede.
...Det blev som kvinderne ville have det. De føder børnene,
derfor fik de det sidste ord,
...og sådan har det været lige siden.
--- --- ---
For længe siden boede vores skaber - guden Maushop, der havde
skabt mange af jordens dyr & planter - sammen med menneskene.
- Det var ham der havde lært dem alt hvad de kunne, han havde
lært dem at bygge huse, både, lave deres tøj, værktøj
og meget andet.
De kom ofte til deres gud for at få hjælp. Han kunne jo
alt, og om det var nødvendig brugte han bare magi & trylleri.
Han kunne hjælpe dem med at reparere deres hus & deres værktøj,
når det gik i stykker eller hvad de nu ville have hjælp til.
Men til sidst kom de hele tiden rendende for at få hjælp til
ting de sagtens kunne. Selv de voksne kunne finde på at sige - "gud,
vil du ikke lige binde mit snørebånd".
Så tænkte guden - jeg må vist heller tage videre til
en anden verden. Hvis jeg bliver ved med at hjælpe menneskene, så
lærer de jo aldrig at gøre noget selv, og hvordan skal de
så klarer sig ?
Han indkaldte til en stor farvel-fest, hvor han fortalte menneskene
at det var på tide, at han forlod dem og deres jord. Så måtte
menneskene
klare sig uden ham.
Da de havde holdt en hyggelig og stor fest, og guden skulle til at
rejse derfra, kom en ældre man til ham og sagde: Jeg ved at du er
en stor gud, og at du kan meget magi og mange tryllekunster, men har du
nogen sinde mødt Mukatjok ?". "Nææ - sagde guden - hvorfor
skulle jeg kende ham ?"
"Jo fordi ham Mukatjok - sagde manden - han er også en stor tryllekunster
& magiker". "Er han lige så dygtig som jeg ?" - spurgte guden.
"Måske, det ved man jo ikke. Hvis du aldrig har mødt ham,
så ved man jo ikke hvem af jer der er den dygtigste". "Hvor finder
jeg så ham der Mukatjok ?" - spurgte guden, "Det er let nok han bor
i en lille hytte lige neden for det store bjerg, som du kan se der ovre"
- mande pegede. "Sådan noget pjat, har jeg ikke tid til, jeg skal
af sted nu - sagde guden - Farvel alle sammen", og så rejste han
der fra, i en anden retning.
Men da han var kommet lidt væk, og menneskene ikke længere
kunne se ham, drejede han af og begav sig hen imod bjerget. Han ville alligevel
se om det kunne være rigtigt, at der var noget menneske, der var
lige så dygtig som ham selv til magi og trylleri.
Han kommer til en lille simpel og fattig udseende hytte, og kalder
"Hej Mukatjok, er du hjemme ?"
Men det eneste han hører inde fra hytten er: "Ahh-ga-gi-gu ga-gi-ga
!".
"Det var ikke noget svar", siger Maushop, "Mukatjok, du har fået
besøg, det er Maushop der taler".
Der kommer stadig ingen anden svar end: "Ahh-ga-gi-gu iihhh ga-gi-gi".
"Mukatjok, hvis du ikke siger, at jeg ikke må komme ind til dig
- så kommer jeg altså ind nu !".
"Iiihhh ga-gi-ga gi-gu-gaaahh".
Maushop går ind i hytten, og finder ingen Stor
Magiker. Den eneste han kan finde i hytten, er en lille baby - "Gagu
iihhh". Maushop kalder flere gange på Mukatjok - ingen andre dukker
op. Der er kun den lille pludrende baby - "buuhh brruuh, iihh gigaga !".
"Måske er det dig, der er Mukatjok" - siger Maushop.
"Brruuh brruuh, i-ga-gi-gu-giihhh !"
"Vis mig din magi, hvis du er Mukatjok - siger Maushop - lad mig se
hvad du kan".
"Gi-gu-gi-gahh giihh" - er babyens eneste svar.
"Hvis jeg nu kan skræmme ham med min magi - tænker
Maushop - og vise ham, hvor farlig jeg kan være, så vil han
nok forsvare sig ved at bruge sin egen magi - og vi får
at se hvem der er stærkest & dygtigst".
Han holder om som sin amulet, *) sin "medicinposte" - der hang i en
snor om halsen og som gav ham alle hans magiske evner - ...og tænkter
på et stort og farligt dyr, ...og -"Puf !"- han forvandles til
en bjørn. Han brummer, snerre & brøler, vister de store
klør & kraftige tænder og tramper truende fremad.
Men Babyen bliver ikke bange - Iiih, i-ga-gu-ga-gi-giga-guuhh !" -
blåt nysgerrig, han hiver i pelsen, trækker i ørene
og trykker bjørnen på næsen - "Bruuh bruuh !".
- "Det virkede ikke, en bjørn minder måske
lidt for meget om en hyggelig bamse" - Maushop prøver med noget
andet, griber igen om sin amulet og tænker på ... -"Puf !"- en kæmpe
ørn. Han hvæser & skræpper, fylder hytten med sit store vingefang og hugger ud
mod babyen med sine spidse klør & skarpe næb.
Men babyen more sig blåt med at hive fjer af ørnen - "Gahh
! gahh !"- vifte med dem -"Aiih aiih aiih !"- og under stor fnisen -"giihh
hii hii !"- at kilde både sig selv og ørnen i hovedet.
"Nå - så en ørn var ikke farligt nok
- sagde Maushop - nu skal du få et farligt dyr". Han tog igen om
sin amulet, og... -"Puf !"- en klapperslange snoede sig hen imod Babyen.
- Det så ud som en snor der bevæger sig -"A-ga-gi gu-guuhh
!". Slangen rejste hvæsende sit hovedet lige foran babyen -"Aga gi-bu-bu
!" Slangen begyndte at rasle med sin klaprende hale.
Babyen blev henrykt -"Ti-ke ti-ki-tiihh !" - den hale var sjov. Han
griber ud efter halen, fanger den og begynder at bruge den som en rangle
-"ti-ke ti-ke, ti-ke ti-ke ..."
"Hmm ! Hvis han ikke bliver bange for noget dyr, så
skal han få noget af det farligste jeg kender" - Maushop greb om
amuletten ... -"Puf !"- inde i hytten var der nu en ring af ild ! Store
flammer der spruttede & slikke hele vejen rundt langs hyttens væg.
Først er babyen begejstret over de dansende flammer
med alle deres farver & bevægelser -" Ahhiii ! I-ga-gu bu-buhh
!". Men ilden tager til, og flammerne kommer nærmere og nærmere,
-"Auu !" - det er varmt, og de kommer fra alle sider. Der bliver mindre
og mindre plads, hvor han ikke brænder sig. til sidst bliver det
for meget for babyen. Han stikker i det mest øre-synder-rivende
skrig, som Maushop nogensinde havde hørt -"uuuhhhhiiiiiiaaaahhhhuuuuuhhhh
!!!
"Stoopp ! Neeej hold op ! - råbte Maushop - Jeg holder det ikke
ud", men babyen fortsatte.
- Maushop havde skabt det meste af det vi ser omkring os
- jord & klippe, - planter, dyr & mennesker, men han havde aldrig
selv haft børn eller været babysitter. Han anede ikke hvad
han skulle stille op med en hylende baby.
Han prøver - "Dikke dikke".
-"Uuuuuhhhhhhh !" fortsatte babyen.
Han blir irriteret og råbte -"Hold så kæft !".
-"Aaaaaaaaaagggrrraaahhhhhhh !" - så skreger babyen bare endnu
mere.
"Jeg må finde på noget nyt, jeg må få ham til
at tænke på noget andet" - Maushop får en ide, tar sin amulet af,
holde den op foran, den skrigende baby, og lader amuletten gynge
frem og tilbage for at fange hans opmærksomhed.
Babyen bliver ved med at skrige -"Iiiiiiiiggrrrrhhhhhh !", men så...
-"Iiihh...ga-ga, iiihhh...gu-guh, iiihh...gi-gi ...haaii !"
-"Puhh ha ! Det virker" - tænkte Maushop.
Men da Maushop ikke var opmærksom et øjeblik...
-"Haii ya, haii yo, haii ya ...haps !" og Mukatjok snupper amuletten...
Nu er det Mukatjok der har al Maushops kraft, magi & evner ...!!!
-"How, du tog min amulet... Hhhmmmm ! Det var faktisk meget smart gjort, der
var du virkelig snu ! - Så må det være rigtigt at
du er Mukatjok, og at du virkelig er en stor magiker."
-"A-ga-gi-ga-guuhh ! - Mukatjok gumleer og sutter på amuletten
- Nam nam nam".
-"Men hør Mukatjok, kan vi ikke lave en aftale ? - Maushop var
flov over, at han ikke havde kunnet klare den lille baby - Hvis du ikke
siger noget til nogen, om hvordan du snød mig, så kan du til gengæld
beholde min amulet".
-"Aga-ga-ga-gahh."
-"Du kan sikkert også få god brug for amuletten til gavn
for dig selv og de andre mennesker - nu når jeg ikke er der til at passe på dem. Jeg skal alligevel ikke bruge den,
der hvor jeg skal hen... Men du skal vide at selv om jeg tager her fra,
kan jeg følge med i hvordan det går dig, og hvis du virkelig
vil, så kan du nok godt få mig i tale.
... Nå, jeg skal vist se at komme videre, kan du ha´ det
godt, og pas nu på amuletten. Hel og lykke".
Således sad Mukatjok tilbage med Maushops rige gave & velsignelsen,
mens guden drog videre til en anden verden.
Og Mukatjok passede godt på amuletten - Maushops gave - og han
har givet den videre til alle andre "Mukatjok´ker" efter ham, fordi
- "Mukatjok" - er navnet på alle små børn. - Det er
derfor de er så hurtige til at lærer alt det nye, de skal lærer
for at blive store.
- Det er derfor de klarer sig så godt, selv om de ikke kan fortælle
hvad de vil eller kan forsvare sig.
- Det er derfor de er så gode til gøre folk glade og skabe
hygge omkring sig.
Ja, de små børn har ikke kun passet godt på Maushops
amulet, de er også selv en stor gave til menneskene,
fordi de er gode venner med Maushop - De står vores skabergud
nær.
PS:
*) En medicinpose - eller amulet kan være en pose
med små ting som man har samlet. - Noget fra en ørn gør
måske at man får gode øjne eller overblik, et stykke
af et slangeskind gør smidig, en harepote gør let til bens
og en blomst kan få en til at blive smuk eller gøre smukke
ting. Små ting - små dele - af store kræfter, evner &
visdom, som man har mødt og lært af, på sin vej i livet
- dem gemmer man i sin "Medicinpose". Det gør èn stærk.
- Det er hvad indianeren MEDICINE STORY - Manitonqa, fra Wampanoag-stammen
fortæller.
(Adress: METTANOKIT, 173 Merriam Hill Road, Greenville,
NH 03048 - USA).
|
|
|
|
|
|